Sepp Piontek i vanlig stil da Gandil-Selskabet holdt fodboldsymposium i København. Foto: Claus Birch

I går var jeg i dobbelt forstand i godt selskab. Vores tidligere landstræner Sepp Piontek modtog som den første Gandil-prisen og jeg havde fornøjelsen både at skyde billeder af begivenheden og samtidig overvære det fodboldsymposium Gandil-Selskabet afholdt på Hotel Absalon i København.

Når man ikke kun er tosset med foto, men også med fodboldhistorie var det en ganske fornøjelig opgave. Udover nu 84-årige Sepp, der fortalte om tiden der forandrede dansk landsholdsfodbold, var der interessante indslag om flere nye danske fodboldbøger.

Og som det perfekte punktum afsluttedes dagen med en snak om den kommende bog om nu afdøde Per Høyer Hansen. I mine øjne Danmarks i særklasse bedste danske sportsjournalist, hvis artikler for Tipsbladet – især i 80’erne – lagde kimen til mine egen store interesse for at skrive.