I en vanvittig kommercialiseret og reguleret fodboldverden, er det befriende når man indimellem møder det fuldstændig modsatte. Det gjorde jeg i onsdags, i et lille rum under tribunen på det enorme Etihad Stadium. Det findes ikke på noget kort over stadion og kun gode engelske fotokollegaer gjorde, at jeg fandt derned….
Herinde bestemmer Rose. En rigtig engelsk lady, der sørger for at fotograferne på Etihad får en personlig betjening udover det sædvanlige.
Homemade sandwiches, scones and a cup of tea – peppermint of course…. Rose tog sig godt af mig. Fortalte at hun har haft jobbet I 49 år og altså fulgte med, da City flyttede fra Maine Road for et par årtier siden.
Nu spørger man jo ikke til en dames alder – og da slet ikke Rose. Men mit bud er, at hun i hvert fald har passeret de 80. En levende legende hos Manchester City. Faktisk ville hun slet ikke være flyttet med til Etihad, men daværende manager Kevin Keegan overtalte hende, dengang tilbage i 2003, fortalte hun og fandt et gammelt foto frem fra håndtasken, hvor hun stod med den legendariske engelske stjerne.
Etihad ligger langt fra hendes hjem, så ”klubben er så venlige at hente mig i en taxi før kampen og et kvarter før den slutter, bliver jeg kørt hjem igen – inden der kommer for mange mennesker”.
Der er vel bare tyve skridt fra det lille rum og til hjørneflaget nede foran Colin Bell Tribunen. Men det frister ikke Rose – hun har aldrig set en kamp …..!
Rose har travlt denne aften. Med 48 fotografer er pladsen trang (der tillades kun 24 til Premier League kampe), men folk kommer og går. Hun presser os sammen med bestemt stemme. Og inden jeg forlader Rose og begiver mig ud til min fotoplads i modsatte ende, er hun der igen med det lille fad – bisquits or sausage rolls?
Man siger ikke nej til Rose, så med en bisquit i hånden og et smil på læben, bevæger jeg mig ud på det summende stadion. I sandhed en usædvanlig dame og oplevelse….