Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (A) overlader borgmesterposten til Marco Damgaard (A) ved byrådsmødet på Rådhus Hjortespring, 2. januar 2025. Foto: Claus Birch.

Årets første opgave havde næsten et historisk vingesus over sig, da Herlevs borgmester gennem 13 år, Thomas Gyldal Petersen gav borgmesterkæden videre til partifællen Marco Damgaard.

Den socialdemokratiske borgmester leverede noget af en bombe, da han i begyndelsen af december annoncerede sin afgang, både fra borgmesterposten og fra kommunalbestyrelsen.

Hans fratræden – og indsættelsen af byens nye borgmester – var planlagt til årets første hverdag.  På opgave for Herlev Bladet endte jeg således på Herlevs nye rådhus i Hjortespring denne første torsdag i januar.

Jeg har været på fotopgave med Thomas Gyldal et utal af gange tidligere og må konstatere at den utrolig populære borgmester, ikke kun er meget arbejdssom, men også en meget behagelig og dygtig personlighed. Så en smule vemodigt var det faktisk, at høre hans sidste tale til bysbørnene.

Nyvalgte borgmester Marco Damgaard (A) får overrakt borgmesterkæden ved byrådsmødet på Rådhus Hjortespring, 2. januar 2025. Foto: Claus Birch.

Nu er byrådssalen i Herlevs nye rådhus ikke særlig fotogen, for at sige det mildt. Dertil kommer at der er meget lidt plads at bevæge sig rundt på, dels for ikke at forstyrre mødet og dels fordi det sædvanligvis transmiteres direkte på kommunens hjemmeside. Så diskretion er en selvfølge, og det betød selvfølgelig lydløs optagelse uden flash.

En opgave hvor jeg på forhånd havde besluttet, at jeg ville ha’ fokus på borgmesterens interaktion med hans afløser, hans farvel til den faste plads i salen og naturligvis den nye borgmester der fik kæden om halsen. De billeder kom i hus og så var der også plads og tid til en god gang arkiv-skud til avisen.