Beskæring af sportsfotos – hvornår og hvordan?

I dag vil jeg skrive lidt om en af de teknikker, som alle sportsfotografer anvender, for at forstærke virkningen af deres billeder.

Der er flere gode grunde til, at beskæring er så udbredt indenfor sportsfotografering. Ofte sidder fotograferne et stykke fra idrætsudøverne, men vil samtidig gerne lave billeder, hvor opmærksomheden føres hen på det centrale i billedet. Det kræver at man kommer tættere på og fjerner de dele af billedet, der forstyrrer udtrykket.

Det originale billede af Kasper Schmeichel i Parken, taget med en 400 mm 2.8 og Canon 1Dx. Ikke umiddelbart et foto der er særlig interessant. Foto: Claus Birch.

 

Med en kraftig beskæring ser vi nu en dirigerende keeper og et helt anderledes fortællende billede..

 

Motiver der overvejende er stillestående, eller med forudsigelige bevægelser, vil det som regel være muligt at indfange i billeder, der kan komponeres. Fotografen vælger allerede inden han trykker på udløseren, hvordan billedet skal se ud. Her vil der sjældent være behov for yderligere beskæring.

Anderledes forholder det sig med actionsport, hvor udøveren hele tiden er i bevægelse. Her er man som fotograf dybt afhængig af kameraets autofokus. Altså muligheden for hurtigt og præcist at stille skarpt – og følge motivet uden af slippe fokus. Den slags billeder er særdeles vanskelige at komponere og de fleste vil arbejde med et centralt fokuspunkt. Ikke kun fordi man så er garderet mod bevægelser i alle retninger. Men også fordi de sensorer der styrer autofokus er mest præcise midt i søgefeltet.

Det handler om pixels
Det leder så hen mod spørgsmålene om, hvor meget kan og skal man beskære. Ved beskæringen er det nødvendigt at tage hensyn til, hvad billedet efterfølgende skal bruges til. Opløsningen skal med andre ord være høj nok til f.eks. tryk. Jo bedre kameraer,  jo større billedsensor og jo flere pixels, desto tættere kan man komme på, før kvaliteten bliver for ringe. Skal billederne kun bruges på nettet vil man som regel være i stand til at skære tættere, idet kravet til opløsning ikke er så høj.

Spørgsmålet om hvor meget man skal beskære, er noget sværere at svare entydigt på. Det handler kort og godt om den enkelte fotografs vurdering. Hvad vil man fortælle med billedet? For mig er det en vurdering fra billede til billede – nogle kan endda uden problemer bruges i flere forskellige beskæringer.

Der findes masser af artikler om beskæring og komposition af billeder. F.eks. 1/3-dels reglen, hvor de væsentlige elementer i billedet bør ligge på en af disse “linier”. Det kan i mange tilfælde sikkert fungere fint, men andre gange vil der være et stærkere udtryk ved at bryde disse regler. Og ofte foregår billedbehandlingen så hurtigt efter en sportsbegivenhed, at det mere eller mindre er ren rygrad og “følelser” der afgør, hvordan der bliver skåret.

Action fra Bundesligakampen mellem Mainz og Borussia Dortmund. Kameratets centrale autofokuspunkter har låst på Mainz-spilleren Shinj Okazaki, men kompositionen er ikke specielt interessant. Foto: Claus Birch.

 

Med en tættere beskæring er det blevet betydelig bedre. Bemærk at der er mest “luft” til venstre for spillerne – i den retning de løber.

 

Nu er vi så tæt på, at billedet har fået lidt mere dramatik. Det centrale er kampen om bolden, ansigtsudtrykkene og armen der forsøger at holde Mainz-spilleren tilbage.

 

Vil du selv igang med at beskære, så husk at gem en kopi af det originale billede. For mit eget vedkommede bruger jeg altid Photo Mechanic, det meste suveræne stykke software der findes til reportage og sportsfotografer. Her laves beskæringen non-destruktivt, således at programmet ALTID beholder det oprindelige billede uden ændringer. Det samme er tilfældet med Adobes Lightroom.

Her på siden finder du et par eksempler på beskårede billeder. For begges vedkommende er det ret åbenlyst at billedets udtryk er blevet forstærket.

Følg og like .....